Historie


Hestene der har dannet grundlag for racen Nokota har en historie som kan spores lige så langt tilbage som alle andre heste. Men det var først i slutningen af 1970èrne at Nokotahesten fik sit navn, og der blev gjort opmærksom på at det er en særskilt hesterace og ikke bare en tilfældig vildhest eller mustang.
Det var Leo Kuntz fra Linton, North Dakota, der fik øjnene op for hestene, som stod på randen af udryddelse, og sikrede dem en lysere fremtid.

Familien Kuntz har været hestemennesker i generationer, og ligesom mange af hans søskende fik Leo interesse for heste. Han begyndte at deltage i ”The Great American Horse Race”, eller ”Selvmords-løbet” som det kaldtes fordi det var så hårdt. Løbene var korte, ca. 1,6 km, men gik over vanskelligt terræn og det var ikke usædvanligt at overmodige ekvipager styrtede. Leo var ikke helt tilfreds med sine ranchhestes forudsætninger for løbet, han mente at de havde for spinkle knogler og var for uopmærksomme. Han havde set hvordan de vilde heste i Theodore Roosevelt National Park, North Dakota, gebærdede sig i parkens utilgivende ”Bad Lands” og tænkte at de havde de rigtige egenskaber.

Nationalparken havde siden starten løbende indfanget deres vilde heste. Han red et par af dem i terrænløbet og indså hurtigt at de var noget helt specielt. En af dem ”Bad Toe” blev købt som vild treåring men blev snart Leo og hans søskendes ”Gas Horse”, den der altid tjente til brændstoffet ved konkurrencerne. Under løbet var han hurtig, men styrtede aldrig, han vidste altid hvor han satte hovene. Det var ellers almindeligt at en ekvipage som styrtede ikke kun risikerede at komme til skade ved selve faldet, men også ved at de næste ekvipager trampede på dem.
Men efter løbet var det den rolige, urokkelige Bad Toe, som børnene skændtes om at få lov at skridte af.

En stor del af familien Kuntz blev involveret og meget engageret i vildhestene og indså hvor unikke de var. Men man blev også bekymret over hvor usikker hestenes fremtidsudsigter var. Nationalparkens indfangninger havde i lang tid haft til formål at udrydde hesten, da disse ikke ansås for at tilhøre den originale amerikanske fauna, og derfor ikke burde findes i parken. Takket være pres fra befolkningen beholdt man dog en lille demonstrationshjord. Parken var imidlertid ikke tilfreds med sine heste, og i 1980`erne arbejdede man aktivt med at ændre deres type, dels ved at fjerne de heste man brød sig mindst om, og dels ved at indføre heste som man anså for mere attraktive. De indførte heste var af meget forskellig afstamning, flere quarterhorsehopper og – hingste, en BLM mustanghingst, en araberhingst og en shirekrydsningshingst fra rodeoarenaen.

Det gjorde at familie Kuntz, især brødrene Leo og Frank, begyndte at købe så mange af de oprindelige heste som muligt fra parkens indfangninger, da hestene ellers med stor sandsynlighed ville blive slagtet og forsvinde for evigt sammen med deres unikke arv.
Leo og Frank havde appelleret til nationalparken om at beholde den gamle hestetype, som de havde hørt så mange historier om, men vandt ikke gehør, og indså at det eneste alternativ var at bevare hestene selv.

Engang var vildheste et almindeligt syn på hele den nordlige prærie, men i North Dakota fandtes de til sidst kun i Theodore Roosevelt National Park (TRNP), da hestene her slap for den forfølgelse, der ofte skyldtes racisme mod amerikanske indianere og deres kultur, da indianernes heste levede i en halvvild tilstand omkring lejren, og derfor havde meget tilfælles med de helt frie heste. Vildhestene i North Dakotas Badlands blev bl.a. beskrevet af den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt, som nationalparken er opkaldt efter, og som tilbragte nogle vigtige år af sit liv i området. Også den franske aristokrat Marquis de Mores kom til North Dakotas Badlands. Han grundlagde byen Medora, hvor man nu finder den sydlige indgang til nationalparken, og han opbyggede et ranchimperium omkring byen. Da Lakotahøvdingen ”Sitting Bull” kapitulerede ved Fort Buford i 1881, og alle hans heste blev konfiskeret, købte de Mores 250 af dem for at bruge og avle dem på sin ranch. Senere købte A.C. Huidekoper på H.T. Ranch nær Medora 60 af disse heste for at benytte dem i hesteavlen dér.

  Den unikke historie om hestene i området omkring Theodore Roosevelt National Park var også blevet bemærket af Castle McLaughlin som blev ansat af parken i midten af 1980’erne, for at undersøge hestenes status. Hendes anbefaling til parken var at fokusere på at bevare den oprindelige hestetype.

Parken fortsatte dog som hidtil, og bevaringen af de oprindelige heste blev overladt til private. Leo og Frank Kuntz fortsatte deres bevaringsprogram, og Leo fandt på navnet Nokota til deres hjemstats heste. De viste hestene frem så ofte som mulighed bød sig, og ved hjælp af den interesse de skabte, kunne den almennyttige forening Nokota Horse Conservancy grundlægges i 1999.

I øjeblikket ejer foreningen cirka 120 heste og driver et stambogsregister for racen. Foreningens formål er at skabe et naturreservat hvor hestene kan leve vildt under et vist menneskeligt opsyn. Andre mål inkluderer uddannelse som NHC’s samarbejde med United Tribes Technical College hvor man forener videnskab, kultur og historie i uddannelsesprogrammet Horses on the Prairie Camp, hvor unge mennesker med indiansk såvel som anden baggrund lærer sammen og af hinanden. Der afholdes også clinics hvor man tilrider unge Nokotaheste under tilsyn af professionelle trænere. Men Nokotahestene er stadig relativt ukendte og fåtallige, og kun få mennesker er praktisk involverede. Der findes nogle genbanker forskellige steder i USA og i Europa, men langt hovedparten af populationen er hos Nokota Horse Conservancy og hos Leo og Frank Kuntz. Racens fremtid hænger stadig i en tynd tråd, da den økonomiske situation er svær.


FAKTA


Sort stikkelhåret, sort og skimmel er racens mest almindelige farver.

Stangmål ca. 133-170 cm, gennemsnitlig højde ca. 148 cm. De større kaldes ”Ranch”-type og de mindre ”Traditionel” - type.
Farvemæssigt variationsrig, og domineres af sort, skimmel og sort med hvide stikkelhår (blue roan).
Roligt, socialt og legesygt temperament med tydeligt kropssprog.
Fra krydset går bagparten i en lige linje ned mod den lavtsiddende hale.
Set bagfra virker krydset firkantet.
Behaglige, jævne og bløde gangarter. En del viser også ekstra gangarter ("Indian shuffle").
Kraftige knogler og store, stærke hove.
Sunde og hårdføre heste der ikke kræver megen pleje.